Har du brug for hjælp? Ring på 70 25 22 28 - Vi sender alle hverdage klokken 15 fra vores lager i midtjylland!

Lav selv underholdning til fødselsdag

Underholdning til fødselsdag med dansende mennesker.

Underholdning til fødselsdag - få gæsterne op fra stolene

Skal du til fødselsdag og kunne du godt tænke dig at lave noget underholdning til glæde for fødselaren og gæsterne? Underholdning til fødselsdag skal være noget underholdning, som alle kan være med på. Der må også gerne være flere indslag – for at ramme så bredt som muligt. Det vil sige noget både for de unge, gamle, generte og endda de larmende.

Vi hjælper dig på vej - uanset om det er til rund fødselsdag, eller om der fyldes mange eller få år.

Året der er gået i billeder

I disse moderne tider hjælper de sociale medier godt til med at samle minder og billeder. Facebook for eksempel er et rigtig godt medie at bruge, hvis du vil have et hurtigt overblik over et år, der er gået.

Lad os lege med tanken om, at du skal til 25 års fødselsdag. Det er en mærkedag – endnu et år er gået i fødselarens liv. Hvad med om du hjalp til med at pakke året ind, ved hjælp af en billedkavalkade med dertilhørende små historier?

Du kan koble computeren til et lærred eller en stor fladskærm, eller hvad der nu passer bedst til lejligheden.

Brug Facebook til at finde billeder fra det forgangne år. Udvælg en blanding af de bedste billeder og nogle der er gode at knytte en historie til.

Et godt sted at starte kunne være billeder fra sidste års fødselsdag. Fortæl om, hvad I lavede på dagen, hvem der var med til festen og hvilke gaver der blev givet. Du kan så spørge fødselaren om, hvilke gaver der efterfølgende har været til mest glæde. Hvad man har gjort mest brug af og så videre.

Derefter følger en række billeder. Det kan både være billeder lagt på de sociale medier af hovedpersonen selv, eller billeder som han/hun er tagget i. Find selvfølgelig frem til de billeder, netop du kan fortælle en sjov, spændende, interessant eller rørende historie til.

I har måske oplevet ting sammen, som er værd at mindes?

Det kan have været et begivenhedsrigt år - både med beståede eksamener, ny kærlighed, store oplevelser og hygge med venner & rejser.

Måske endda et billede af fødselaren foran sin nye bil?

Lav en billedkavalkade du synes passer til lejligheden. En kavalkade som både fødselaren og gæsterne vil synes er sjov og spændende.

Hvis der er tale om en rund fødselsdag, kan du vælge at gøre projektet endnu større.

En 50 års fødselsdag kalder på minder og billeder fra hele livet. I den forbindelse bliver det nok svært kun at have Facebook som hjælper. Det kan være, du skal have fat i gamle fotoalbums og tage billeder af billeder, så de kan være med i en digital præsentation. Der må også være en hel del historier man kan fortælle - godt bakket op af familie, venner og bekendte.

Der er alt i alt masser af muligheder for at lave underholdning til fødselsdag i billeder.

Den alfabetiserede tale

Du vil holde en tale for fødselaren og er måske allerede gået i stå. Du synes det hele er blevet sagt før og endda sagt ved flere lejligheder.

Brug alfabetet til at hjælpe dig i gang. Start med bogstavet A. Tænk måske kun i tillægsord.

Hvad kan du komme på med det bogstav, som har med dagens fødselar at gøre?

Du kan gribe det sjovt og humoristisk an for eksempel:

  • A står for afhængig.

Åh nej, hvor pinligt, vil folk tænke. Indtil de hører dig fortælle en sjov anekdote om fødselarens afhængighed af chokolade eller styrketræning.

Eller skal det måske være en mere kærlig og omsorgsfuld tale?

  • B kunne stå for bevæget. Fortæl om dengang I var i operaen sammen, og du ud af øjenkrogen kunne se en bevæget fødselars våde øjne.

Lav nogle store og farvestrålende bogstaver af pap, som du løbende giver til fødselaren.

Du kan selvfølgelig også blande det hele sammen - så talen både bliver sjov, kærlig, lidt grov, en anelse fræk, alvorlig osv.

Det behøver jo heller ikke udelukkende være tillægsord. Find andre ord, som du kan binde sammen med små historier om dagens hovedperson. C står for citron. D for dynebetræk. E for elevator…

Denne tale kan også bindes sammen med det ovenstående kapitel, så både billeder og alfabets talen bliver en del af den kreative underholdning til fødselsdag.

Tegn & Gæt

Hvis I er et overskueligt antal gæster, vil det være på sin plads med en lille leg.

Vi kender alle ”Tegn & Gæt” – i dag skal det dog spilles på en lidt anderledes måde.

Der skal stadig tegnes og gættes – bare rolig! Alt der skal tegnes og gættes, har bare noget med fødselaren at gøre. Og der er forskellige sværhedsgrader.

Hvis I er 8 gæster – eller 8 der ønsker at spille – kan I dele jer i 4 hold med 2 deltagere på hver. Parrene skiftes til at tegne og gætte.

Du har på forhånd lavet tegneopgaver i 3 sværhedskategorier. Dem har du skrevet på farvet papir.

Kategori 1

Kategori 1-opgaver er de nemmeste og de er skrevet på grønt papir. De giver 1 point at gætte. Opgaverne kunne for eksempel være at tegne fødselarens bil, cykel, hus, kone/mand, wc, knallert og så videre. Det bør være et eller andet som alle kan finde ud af, for at få en god start på legen.

Du fastsætter på forhånd nogle tidsgrænser. For eksempel: kategori 1-tegninger skal være gættet inden et halvt minut,  kategori 2 – et minut og kategori 3 – to minutter…

Når alle kategori 1-opgaver er tegnet og måske gættet, gør I pointene op og er klar til runde 2. Husk jævnligt at udbringe nogle sjove skåler – skål for Henriks cykel, skål for Anettes bil, skål for Veras mand…

Kategori 2

Kategori 2-tegningerne er sværere at have med at gøre. Derfor giver de 5 point at gætte. De er skrevet ned på gult papir.

Man kan få til opgave at skulle tegne/gætte fødselarens: Arbejdsplads, livret, sommerferiedestination, yndlings sport, foretrukne tv-serie og så videre Find nogle ting eller begreber, som man skal bruge lidt mere tid på at tegne og gætte sig til end i kategori 1.

Kategori 3

Kategori 3 – også kaldet ekspert-runden - er rigtig svær. Man skal være en sand kender af fødselaren for at have en fordel. De giver hele 10 point at gætte og er selvfølgelig skrevet på rødt papir.

I skal tegne/gætte fødselarens: Første skoledag, dårligste vane, største styrke, yndlingssang, yndlingsskuespiller, skostørrelse, brillestyrke, yndlingsdrink osv. Ting man skal kende fødselaren godt for at kunne gætte.

Indvi måske på forhånd fødselaren i legen for at få svar på visse spørgsmål.

Når alle opgavekort er trukket og tegnet er det tid til at gøre pointene op. Der er præmier til 1. 2. og 3. pladsen. Køb nogle sjove og festlige præmier, som måske på én eller anden måde kan kobles til fødselaren.

God fornøjelse og må det bedste hold vinde!

Din egen underholdning til fødselsdag

Skal du holde fødselsdag og vil du gerne selv lave lidt underholdning for gæsterne, uden at skulle rende rundt hele aftenen? Så giver vi dig tre tips til underholdning til fødselsdag, som du kan forberede på forhånd og som gæsterne selv kan underholde sig med i løbet af aftenen.

Bordkort med udfordringer:

Det er altid rart som gæst at vide, hvor man skal sidde inden alle går til bords. Mange bordkort er bare et kort, men du kan sagtens gemme et ekstra bordkort under tallerkenen eller andet, som står på bordet. Hver enkelt gæst vil nu have en mission som de skal udføre i løbet af aftenen. På denne måde, sørger du for at dine gæster kan underholde sig selv til din fødselsdag, selv hvis du ikke skulle nå hele vejen rundt i løbet af aftenen eller dagen.

En mission kunne for eksempel være, at skulle starte en sangkonkurrence eller en fællessang ved bordet. Det kunne også være, at skulle byde bedstemor op til en dans eller give et kompliment til fødselarens mor.

Du finder selv på dine udfordringer og tilpasser dem din fest og dine gæster. Dette kan også være en god ice-breaker og en måde at få gæsterne til at socialisere og dermed lave nye bekendtskaber.

Spillekort:

Alle kender mindst ét kortspil som de kan spille med på. Ved at lægge spillekort rundt på bordene, vil gæsterne kunne underholde sig - uden at du skal være på hele tiden.

Det er god underholdning til både ungdomsfester, fester for de lidt ældre, og til voksenfester hvor der er børn med. På denne måde sikrer du dig bedre imod at børnene kommer og hiver dig i ærmet, og spørger om I ikke snart skal hjem. Lad gæsterne underholde sig selv til din fødselsdag.

Ballonstafet:

Få gæsterne op at røre sig lidt i løbet af dagen/aftenen. Uanset, hvilken fest der holdes og uanset aldersgrupper - vil der altid være en gruppe af gæster, som ikke får rørt sig så meget i løbet af dagen eller aftenen. Mange har det bedst med at sidde på deres plads og kun rejse sig for at hente mad eller drikkevarer. Det er her din opgave at få de gæster lidt op af stolene i løbet af festen - glimrende underholdning til fødselsdag!

Sæt gang i en ballonstafet som underholdning til din fødselsdag. Ballonstaften kan også ændres til andre ting, hvis nogle skulle være bange for balloner.
Ballonstafet går ud på, at alle deltagere deles op i to hold. Der er to deltagere fra hvert hold i gang hver runde. Der skal også være en dommer, som kan godkende de sprængte balloner og udførelsen i løbet af legen. Nu render der på skift to deltagere fra hvert hold op til en stol i den anden ende, puster en ballon op - og skal så i fællesskab sprænge den uden hænder eller fødder - men kun ved hjælp af hinandens kroppe. Det kan være at udfordringen er at springe den med munden - eller med numserne.

Du finder selv på måder og stillingerne, hvorpå ballonerne skal springes. Det er dommerens opgave at dømme, hvem der klarer opgaven først og derved lader de næste to deltagere fra holdet løbe op og puste deres ballon op.

Find selv på mere underholdning til fødselsdag eller hold øje her på siden, hvor vi løbende vil lægge nye fornøjelige og finurlige festligheder op.