Har du brug for hjælp? Ring på 70 25 22 28 - Vi sender alle hverdage klokken 15 fra vores lager i midtjylland!

Tale til firmafest - hold en forrygende tale til jeres fest

Her holdes der en tale til firmafest.

Der er snart firmafest og du føler for at holde en tale. Der kan jo være mange anledninger til at slå på glasset, rejse sig og holde en tale til firmafest.

Det kan være, det er passende at gøre status over det forgangne år. Måske vil du fortælle om, hvor taknemmelig du er for dit arbejde og dine kolleger. Det kan også være, det er tid til at sige tak for denne gang til betroede medarbejdere, og du derfor vil holde en form for takketale.

Men hvordan griber du det så lige an at holde en god tale til firmafest?

Vi giver dig i det følgende en guide til, hvordan du først får din tale til firmafest ned på skrift – dernæst til, hvordan du holder din tale, så du fanger dine kollegers opmærksomhed!

Den gode tale til firmafest

En god tale er først og fremmest én, der får forsamlingen til at rette øjne og ører mod dig. Ingen småsnak i krogene imens – fuld opmærksomhed på dig og dine bevingede ord.

Du vil opnå et godt og tilfredsstillende resultat, hvis du går konstruktivt til værks.

Når du skriver på din tale, så start med en brainstorm, hvor intet er for ubetydeligt eller dumt til at komme ned på papir. Efterhånden snævrer du det mere ind til kernen af, hvad du ønsker din tale skal handle om. De gode idéer opstår for det meste ved, at man lader sin kreativitet få frit løb - og pludselig kommer de gode idéer til én.

Start gerne med kun at skrive stikord ned. Senere går du videre til enkelte sætninger.

Til sidst sidder du med en mere klar skabelon over, hvad der skal med i din tale og hvad der ikke hører til. Hav et klart mål med din tale for øje og skriv ud fra det.

Imens du skriver ned, taler du højt med dig selv – luk døren, så ingen tror du er blevet skør. Dit sprog vil blive mere levende, hvis du siger dine sætninger højt for dig selv under skriveprocessen. Du vil ramme noget der nærmere er talesprog end skriftsprog, og det vil gøre godt for din tales autenticitet.

At tale højt undervejs vil også være første skridt på vej mod at øve dig på at holde talen.

Når du skriver, så husk at adressér modtagerne tydeligt: ”I er nogle dejlige kolleger.” ”Hvor ser I godt ud alle sammen.” ”Vi må vist hellere lige skåle nu – synes I ikke også?”

Eller hvis én enkelt kollega er modtageren: ”Du har været en fantastisk kollega hele vejen igennem.” ”Vi er mange der er kede af nu at miste dig!” ”Stort tillykke med dit 20 års jubilæum – det har du fortjent.”

Selvom du skriver primært til modtagerne, kan du eller andre også sagtens optræde i talen, hvis det har relevans: ”Jeg har set frem til at holde denne tale for jer.” ”I mange år har vi kæmpet frem mod det samme mål, og jeg er utroligt glad for, vi nu har nået det!”

Skriv i et præcist, simpelt og let forståeligt sprog. At skrive en god tale handler ikke om at formulere sig på den mest avancerede måde med flotte ord og ordsprog. Det handler først og fremmest om at tale direkte til sine tilhørere, så de fanger dine budskaber.

Anvend humor i din tale, hvis det passer ind. Ellers hold dig til hvad essensen er, og kom ikke for meget på afveje – det vil fjerne fokus fra, hvad du i første omgang ønskede at holde tale til din firmafest om.

En tales struktur

Når du er kommet igennem den indledende skriveproces, er du klar til at gå mere systematisk til værks med din tale til firmafest. Du skal nu skrive på din endelige tale, og til det får du brug for en struktur. Din tale kan med fordel bestå af 3 overordnede afsnit:

  • Indledning - her får du lige talt dig varm og fanget forsamlingens opmærksomhed
  • Hoveddel - når alles øjne hviler på dig, følger talens vigtigste emner
  • Afslutning - til sidst runder du af på en naturlig og ikke for brat måde

Indledning

Før du går til din tales hovedafsnit, skal du lige i gang. Du skal få folk til at lægge bestikket fra sig, stoppe småsnakken og kigge op på dig.

Tænk på det som om, at indledningen skal komme lige på og hårdt, så du får selskabets opmærksomhed. Når du har fået den, kan du bygge din tale stille og roligt op med, hvad du ønsker at sige.

Brug gerne humor i indledningen. Her er et eksempel:

”Hvis jeg kender jer ret, så er det meget kloge samtaler der er gang i rundt omkring. Men jeg vil nu alligevel bede jer holde igen i et par minutter, og lytte til nogle, forhåbentlig, ligeså kloge ord herfra  …”

Altså – find en måde at komme i gang, hvor du får folk med dig.

Et eksempel mere:

”For at jeg kan få smurt halsen, før jeg for alvor går i gang – skulle vi så ikke lige alle sammen skåle på en dejlig fest i godt selskab?”

Forhåbentlig svarer dine kolleger positivt tilbage, at selvfølgelig skal I det.

Du kan også anvende et andet brugbart middel til at få folk med dig fra start – nemlig ros:

”Før jeg begynder på min enormt gennemarbejdede tale, vil jeg da gerne lige benytte lejligheden til at sige: hvor ser I dog alle sammen brandgodt ud her til aften!”

Et eller andet der får folk til at trække på smilebåndet og rette fokus mod dig, skal du bruge i din indledning. Hvis du lykkes med det, vil du også med det samme kunne mærke, at eventuel nervøsitet glider i baggrunden.

Når du er kommet godt i gang, og dermed forbi din indledning, kommer din tales væsentligste dele.

Hoveddel

Nu er det blevet tid til at folde essensen af din tale til firmafest ud. Du har i den forberedende skrivefase fundet frem til, hvad du finder vigtigst at komme ud med til denne firmafest.

Det kan både være flere delemner eller et overordnet fokuspunkt. Måske går tidsrammen for din tale langt tilbage, hvis du skal samle op på et længere forløb. Eller også kigger du fremad mod nye horisonter og vil dele dine visioner med selskabet.

Når du synes, du har fået det hele med, så overvej en ekstra gang, om det nu også er spændende og relevant at lytte til. Skær det overflødige fra – eller gem det til ud på de små timer, for hvem der måtte have lyst til at høre mere. Tænk på at din tale skal være vedkommende og relevant for alle.

Lad os tage nogle eksempler på, hvad en tale til en firmafest kunne handle om.

En status over et forrygende år:

”… Men nu skal det hele naturligvis ikke gå op i fællesskål og vittigheder fra min side.

Jeg har rejst mig for at fortælle om og fejre det forgangne år med jer. Det er gået over al forventning – mildest talt. Hvor vi for bare få siden, på sørgeligste vis, måtte afskedige flere medarbejdere - er vi nu i den situation, at der er fremgang og positivitet over hele linjen. Tag bare den seneste halvårsopgørelse - den viste …”

Afsked med en kollega der går på pension:

”Og nu hvor jeg ser ud til at have fået selskabets opmærksomhed, vil jeg gerne hurtigt rette den et andet sted hen. Nemlig hen på Rita, som I dag går på sommerferie – men samtidig siger tak for hele 32 år på Vestervang Skole.

Jeg vil benytte lejligheden til at underholde med en række anekdoter fra Ritas liv som lærer. Mange af jer har sikkert hørt dem før, måske endda adskillige gange, men det bliver de ikke mindre gode af, så vi tager dem lige én gang til.

I den første skal vi langt tilbage – helt præcist 32 år – Ritas første arbejdsdag, lige kommet ud fra seminariet med et frisktrykt eksamensbevis under armen. Meget så anderledes ud dengang – er det ikke rigtigt, Rita? Tag for eksempel bare …”

Tale til en kollegas 20 års reception:

”De fleste har jo nok allerede regnet ud, hvorfor jeg slog på glasset og rejste mig. Det er selvfølgelig blevet tid til mine små five minutes of fame på denne særlige dag. Men det er overhovedet ikke mig, der er dagens hovedperson. Han sidder derimod lidt længere henne, og tænker sikkert på, hvad jeg nu hiver frem af ærmet. Meget kan man sige om vores kollegaskab – men drillerier har vi altid kunnet finde ud af.

Erik – kan du for eksempel huske dengang, hvor …”

Og sådan går det ellers derudaf med anekdoter fra et langt og lystigt arbejdsliv iblandt gode kolleger.

Når du har fået fortalt, hvad du syntes var relevant og passende at underholde med, er det blevet tid til at runde af.

Afslutning

Flet din hoveddel sammen med din afrunding, så talen ikke stopper for brat. Vend eventuelt kort tilbage til din indledning, for at flette det hele sammen:

”… Og nu kan jeg ikke finde på mere at sige i denne anledning. Eller jo, det kan jeg godt – men det må blive mere uformelt senere på aftenen.

Men lad os da slutte hvor vi startede – med en fællesskål – så ikke mindst undertegnede kan få smurt stemmebåndene.

Tillykke til Erik og fortsat god fest.

Skål!”

Den gode taler

Tænk over hvad du selv synes, gør en tale til firmafest overbevisende og underholdende at lytte til. Du kommer sikkert i tanker om talere, som med deres fremtoning formår at tryllebinde forsamlingen – både med ord, stemmeføring og kropssprog.

Det kan du prøve at efterligne.

Du bliver sikkert ikke en mestertaler bare på at holde denne ene tale, men der er nogle fremgangsmåder, du med fordel kan benytte dig af.

Regel nummer 1 er: øv dig!

Som indenfor alt andet gælder den gode gamle talemåde – øvelse gør mester.

Allerede når du skriver på din tale, bør du tale højt med dig selv for at få en fornemmelse af, hvordan ordene ligger i munden på dig.

Stå gerne foran spejlet og hold talen, så du kan øve kropssprog og mimik samtidig.

Det er ikke kun et interessant indhold, der gør en tale spændende og inspirerende at lytte til. Det er mindst ligeså meget måden talen bliver fremført på.

Du kan have skrevet en nok så begavet og forførende tale ned på papir. Den kommer bare ikke til sin ret, hvis ikke taleren forstår, hvordan han/hun kommer bedst muligt ud med sine budskaber.

Det lyder en del som skuespil, og det er også lidt derhenad – men du skal ikke glemme din autenticitet. Vær dig selv, når du holder din tale, men brug de midler du har til rådighed for at fange selskabets opmærksomhed.

  • Tal højt og tydeligt – så kraftigt, at selv de fjerneste gæster kan høre dig
  • Kig op undervejs i din tale – øv dig, så du ikke kigger ned i dit papir hele tiden
  • Hvis du bliver nervøs, får du ”publikum” med dig ved at være åben og humoristisk omkring det
  • Bliver du rørt, så se det som et ekstra krydderi
  • Brug din krop og dine arme til at gøre oplevelsen mere levende
  • Skriv gerne kun stikord eller enkelte sætninger ned i dit ”manuskript”
  • Tal i et passende tempo så alle kan følge med – ung som gammel

Anvend de af ovenstående råd som du føler giver mest mening for dig. Gør ellers hvad der skal til for, at du føler dig tryg ved at holde tale til firmafest.

Men glem aldrig regel nummer 1 – øv dig! Det vil betale sig på dagen.

God fornøjelse med først at skrive og derefter holde en tale til firmafest!

Få løbende mere festlig inspiration her på siden.