Har du brug for hjælp? Ring på 70 25 22 28 - Vi sender alle hverdage klokken 15 fra vores lager i midtjylland!

Invitation til bryllup - sådan laver du en flot bryllupsinvitation

En enkel invitation til bryllup. Bryllupsinvitation på et bord.

Hvis du skal videre med designet og teksten på en bryllupsinvitation, kan du læse med her. Vi gennemgår hvordan din invitation til bryllup kan se ud.

Vi lægger i denne artikel ud med, hvordan du laver en passende og informativ tekst.

Teksten til en bryllupsinvitation

Man kan vælge at skrive invitationens tekst på flere forskellige måder. Ligegyldigt hvordan man griber det an, er der dog nogle informationer der altid skal med. Vi hjælper dig med at huske på dem:

  • Dato – gæsterne har den sikkert allerede fra ”save the date” – men alligevel.
  • Tidsplan for dagen
  • Vielses- og receptionssted
  • Sted for middag og fest
  • u.-dato – ca. en måneds tid før bryllup
  • Kontaktinformationer

Derudover kan I vælge at oplyse om:

  • Hvordan man finder vej til de forskellige steder
  • Der er mulighed for overnatning til gæster langvejs fra
  • Kontaktoplysninger til toastmasteren
  • Jeres gaveønsker
  • Dresscode

Derudover er det helt op til jer, hvor meget mere jeres invitation skal fortælle jeres gæster. Hvis jeres bryllup ikke er traditionelt, skal gæsterne selvfølgelig informeres om det. Meget har med påklædningen at gøre. Holdes det inden- eller udendørs, i et specielt tema, eller noget helt tredje? En dresscode vil være en stor hjælp for gæsterne, hvis der skal tænkes alternativt.

Et par søde linjer om dengang i mødte hinanden, der leder frem mod jeres bryllup, vil også være passende.

Eksempel:

”En smuk dag i maj for 5 år siden krydsedes vores veje tilfældigt. Det ene tog det andet og kulminerer 23. september, hvor vi vil tilkendegive vores evige kærlighed overfor Gud, præst og alle tilstedeværende.

Det vil derfor glæde os at dele vores store dag med dig …”

Det er en god idé ikke at skrive alt for meget. Kort og præcist er at foretrække. Hvis I har meget mere at fortælle og gøre opmærksom på, er der mulighed for nemt at oprette en bryllupshjemmeside til formålet.

I kan også oprette en begivenhed på Facebook, hvis I synes dét ville være et passende forum. Det vil give jer mulighed for løbende at tease for jeres bryllup overfor gæsterne. Hvis I holder det på en særlig måde, kan I løbende lægge ledetråde ud om, hvordan I skal fejre jeres store dag. Gæsterne kan også uploade deres egne billeder af jer, som I kan samle i en bryllupsmappe.

Eksempler på tekster til en invitation til bryllup

Hvis det ikke er jeres stærke side at skrive en fængende tekst til jeres invitationer, giver vi jer nogle vejledende eksempler:

Den korte:

”Vi skal giftes

Derfor vil det glæde os at se jer d. 5. oktober kl. 11 til vielsen i Frendrup Kirke.

Efterfølgende er der middag og fest på Röcker Kro.

Kærlig hilsen

Bruden og gommen

S.U. 1. september”

Den eventyrlige:

”Kære __________

Engang for længe var der en frø der blev kysset af en prins. Den forvandlede sig til den mest vidunderlige prinsesse.

Prinsen vidste, hvordan han og prinsessen ville blive lykkelige. Han skulle gøre prinsessen til sin, og tilmed forære hende det halve kongerige.

Prins og prinsesse giver hinanden ord på deres kærlighed og evige troskab d. 17. april kl. 10 i Benderup Kirke.

Herefter fejrer vi alle sammen den store begivenhed med middag og fest til den lyse morgen i Ubberup Forsamlingshus.

Eventyrligt kærlige hilsner

Prinsen og prinsessen

S.u. 10. marts”

Den sjove:

”HJÆLP! VI SKAL GIFTES!!!

Galskaben vil ingen ende tage.

Efter mange år med overspringshandlinger og snakken udenom, går den ikke længere.

Derfor vil det glæde os at se dig til vores vielse fredag d. 13. november kl. 14 i Tommerup Kirke.

Bagefter får vi alle vådt og tørt – sang og musik – til ja-hatten passer.

Vi lægger selv stue, have og toilet til på Tosomhedsgade nr. 9.

I finder selv vej - både ud og hjem.

Vi tæller ned til sandhedens time.

Kh.

Bruden og Gommen

S.u. 1. oktober”

Vi håber, du nu har fået nogle idéer til, hvordan din bryllupsinvitation skal se ud. God fornøjelse med din invitation til bryllup. Du kan læse yderligere om emnet i artiklen "Bryllupsinvitationer - sådan laver du indbydelser til bryllup." Hold øje her på siden for flere festlige forslag.